Kirkens rum er i sig selv en stor oplevelse og fortjener, at man går på opdagelse i det. Den er fuld af værdifulde symboler der knytter sig til kirkens virke og lokalområdet.

Orgel

Kirkens velklingende orgel har 44 stemmer fordelt på hovedværk, rygpositiv, svelleværk og pedal. Det yder da også det meste af orgellitteraturen retfærdighed, det være sig barok såvel som romatisk musik. Orglet er bygget af Bruno Christensen i 1973. Ved denne ombygning genanvendte man værdifuldt ældre pibe-materiale fra Marcussen & Søn 1922 og 1943 samt pedalvindlader fra Marcussen & Søn 1943. På den flotte orgelfacade fra 1943 er indpræget den daværende konges initial. Kongeparrets initialer finder man også på de to øverste kirkestole.

Klokkespillet

Fem gange daglig, kl. 8, 12, 14, 16 og 18 lyder salmemelodier, årstidssange eller små musikstykker fra kirkens klokkespil udover byen. Det blev skænket i 1965 og består af 49 klokker fra støberiet Petit og Fritsen i Holland. Det kan betjenes både manuelt via et stok-klaviatur i tårnet samt elektronisk med computerstyrede magnethamre. De tre største klokker, som også indgår i klokkespillet, bruges til ringning ved gudstjenester og kirkelige handlinger samt time- og havltimeslag.

Døbefont

Den middelalderlige granitdøbefont hørte oprindeligt hjemme i Them Kirke og blev senere flyttet til Silkeborg Hovedgård. Efter nogle års glemsel bag kirken kom dette gamle klenodie på ny til ære og værdighed, først placeret i koret og senere på sit nuværende sted, hvor den hviler på en massiv bronzesokkel. Fonten, som bruges uden det traditionelle dåbsfad, kan minde nutidsmennesket om den gamle dåbspraksis med fuld neddykning af dåbskandidaten. Prædikestolen stammer sammen med orgelfacaden fra restaureringen i 1941-43.

Alterparti

Ved restaureringen blev desuden den gamle kopi af Thorvaldsens Kristus erstattet af det nuværende alterparti i romansk stil. Det er skåret i guldbelagt træ af Gunnar Hansen. Vikingekongen danner et slags forbillede for kongekrucifixet, som fremhæver sejren i Jesu død, hvorimod krucifixet over døren til præsteværelset understreger lidelsen. Ved siden af den korsfæstede står Jesu moder og apostlen Johannes. Nedenunder løber en frise med afbildning af de tolv apostle omkring Kristus som frelser og dommer i midten. l 1914 blev de to glasmosaikruder i apsis skænket til kirken.

De er udført af Sigurd Olrik og forestiller "den gode hyrde" og "sædemanden".

I 1994 fik kirken skænket et nyt alterforstykke (antependium), udført af kunstnerne Inge-Lise og Flemming Bau. De har ladet sig inspirere af den trekantfigur, der går igen mange steder i kirken, og som dels symboliserer Jerusalems gavle, dels den treenige Gud: Gud Fader, Søn og Helligånd. Farvemæssigt bevæger vi os fra trekantens udefinerlige centrum, hvor vi ser ind i den treenige Guds mysterium, og ud til de røde, blå og grønne farver, der er hentet ned fra de to glasmosaikruder. Den lille omvendte røde trekant symboliserer Jesu blod og dermed vinbægeret sat frem på nadverbordet.

Teodora Langs' krucifix

Theodora Lang ( skoleleder på skolen af samme navn ) ville gerne give kirken en gave, og havde egentlig drømt om nogle musaikruder, men det var der allerede en anden, der havde gjort. Så da hun var på besøg i et kloster i Sydtyskland købte hun dette gotiske krucifiks og skænkende det til kirken. Det fine er netop, at det er et gotisk krucifiks med en understregning af Kristi lidelse og solidaritet med de lidende, fordi det hænger overfor alterets romanske kongekrucifiks med understregningen af Kristi sejr i døden og over døden. Dermed bliver begge betydninger af Jesu død på korset holdt sammen.

De små altertavler ved udgangen

Forud for KK2000 (det nuværende KK44) fremstillede lærer Jørgen Michaelsen og elever fra Funder Skole to sidealtertavler, som nu kan ses i Silkeborg Kirke (på bagvæggen lige indenfor indgangsdørene).

Påskebilleder

Af Ole Lindquist: Korsfæstelse

Orange aftenlys. Alle er gået hjem, de fortabte, de grædende, de nysgerrige, spotterne, magtens håndlangere. Selv havde han, med sit grove lansehug i siden, set, at vand og blod skiltes ad. Det var som det skulle være: manden var død, ordren eksekveret. Så hvorfor blive?

Hesten er utålmodig, den vil også meget gerne hjem - til krybben. Men vagten rører sig ikke ud af stedet. Som om han er faldet i staver ved korsets fod og ikke kan få sig til at gå. Nogen må kunne bevidne, hvad der skete ved Jesu død. Nogen må stå vagt om dets betydning for menneskers liv. Til alle tider.

Af Ole Lindquist: Påskemorgen

Det er meget tidligt om morgenen. Mørket er kun lige akkurat ved at blive brudt af det første morgenlys. Men hvordan male det usete? Man må næsten standse ved selve ordet: opstandelse. Hvordan er det i det øjeblik, hvor man lige har rejst sig af sengen og sidder og sunder sig, mens tiden står stille!?

Sådan spejler den lille opstandelse hver ny morgen sig i den store påskemorgen, og de smelter sammen. For det er jo samtidig den opstandne, vi ser, der snart lader ligklædet bag sig i gravmørket - for altid. For at dele skæbne med os både i død og liv. For er vi døde med Kristus tror vi, at vi også skal leve med ham. (C. H.)